Forfatterens efterord

Forestil dig at skjule en del af dig selv hver eneste dag – af frygt for, hvad andre vil tænke, sige eller gøre.

Denne bog udspringer af en dyb bekymring over det had, der i stigende grad rammer jøder i Danmark – og i store dele af verden.

Det er en minoritet, der står mig personligt nær. Og jeg ville ønske, at Esthers historie var urealistisk og fri fantasi. At det, Esther oplever i bogen, ikke sker i virkeligheden. At ingen unge jøder oplever at blive udstødt, chikaneret eller truet, bare fordi de er, hvem de er.

Men sådan er virkeligheden ikke.

Esthers historie er inspireret af virkelige hændelser, som unge danske jøder og deres familier har oplevet.

Mange tror, at antisemitisme og jødehad kun handler om Holocaust og 2. Verdenskrig, men jøder i Danmark – en lille minoritet på omkring 8000 personer – oplever stadig fordomme, hadtale og diskrimination.

Ikke kun fra ekstreme grupper, men også i skolegården, på sociale medier og på gaden. Og nej, jødehad ville ikke forsvinde, selv om der var evig fred mellem israelere og palæstinensere.

Måske er du i tvivl om, hvad begrebet “antisemitisme” egentlig dækker over. I så fald kan du bladre et par sider længere frem, hvor jeg deler en officiel beskrivelse.

I 2024 blev der registreret 207 såkaldte “antisemitiske hændelser” til Det Jødiske Samfunds afdeling, der kort- lægger området. 26 af dem involverede børn og unge, men langt de fleste episoder med trusler, vold eller chikane bliver slet ikke rapporteret.

Det handler fx om en 14-årig dreng, der bliver kaldt “jødesvin” på vej til træning, en jødisk dreng der bliver snittet ved læben af en kniv, en pige i 9. klasse, som bliver kaldt et dårligt menneske på grund af sin baggrund og bliver spyttet efter, en 16-årig dreng, som bliver truet og spurgt, om han kan lide at myrde børn, en pige i 1. klasse, som bliver skubbet og får at vide, at hun skal proppes ned i en sko og mases ihjel, en 7-årig pige, som bliver omringet og får at vide, at “alle hader jøderne” – mens en mand råber “jeg hader jøder” til en 12-årig dreng med kalot på, og en anden dreng med kalot bliver råbt ad på arabisk og kaldt “en fucking jøde” – og elever skriver “udryddelse af jøder” som en ide til, hvad der kunne gøre verden til et bedre sted.

Bare for at tage et par eksempler fra et enkelt år.

Mange unge bliver ifølge rapporten løbende mobbet eller har været nødt til at skifte skole for at undgå chikanen.

På websitet mosaiske.dk/akvah kan du se de årlige rapporter om antisemitiske hændelser.

Jødehad rammer unge jøder, der bare gerne vil være en del af fællesskabet – men som samtidig har en identitet, der adskiller sig fra mange af deres jævnaldrende.

Fordi der er så få jøder i Danmark, kender de fleste danskere formentlig ikke en eneste og har aldrig tænkt over, hvordan det føles at være en del af en minoritet, der historisk har været hadet, udstødt og forfulgt. Mange ved ikke ret meget om jødisk liv, traditioner eller historie – og derfor kan det hele føles fjernt og uforståeligt.

Netop derfor har jeg skrevet historien om Esther. For at sætte ord på noget, som ofte er usynligt og sjældent bliver fortalt. Hvordan føles det at være Esther? At leve med frygten for, at andre opdager, hvem man er? At vide, at uanset hvor meget man prøver at passe ind, vil nogle altid se én som anderledes?

Men også for at vise, hvordan jødehad – ligesom racisme, homofobi og andre former for diskrimination – ikke altid starter med vold eller synlige hadforbrydelser. Nogle gange starter det bare med ord. Med blikke. Med en stemning, der langsomt ændrer sig. Eller med tavshed.

I dag skjuler mange jøder i Danmark deres identitet af frygt for chikane. Bogen om Esther kan forhåbentlig give et lille indblik i, hvordan frygten kan gennemsyre et liv – og åbne for vigtige samtaler om diskrimination, hadtale og minoriteters vilkår i Danmark.

Måske oplever du, kære læser, ikke, at jødehad angår dig.

Men uanset om det handler om jøder, muslimer, LGBTQ+ personer eller andre minoriteter, så har vi alle et ansvar for at sige fra over for had og diskrimination. Had mod én minoritet truer hele vores fællesskab.

Jøderne er en særligt udsat og lille gruppe, og derfor er der grund til særlig opmærksomhed omkring antisemitisme.

Vi kan alle vælge, om vi vil kigge den anden vej og være tavse – eller om vi vil være en af dem, der siger fra, når vi hører en antisemitisk joke eller fordom. Det starter med små handlinger: at lytte, at lære og at sige fra – også når det er svært.

Ord kan ramme. Men tavshed for at passe ind kan skade lige så meget som skældsord og vold.

Selv om denne bog udspringer af en bekymring, rummer den også et håb: Antisemitisme og jødehad kan bekæmpes. Men det kræver, at vi taler sammen, erkender vores egne fordomme – og nægter at være medskyldige gennem tavshed og passivitet.

Jeg håber, du vil være med.

Tak, fordi du læste Esthers historie. Jeg håber, at den vil minde om, at tavshed aldrig er svaret.

København, september 2025 Carsten Folke Møller